
“For halvandet år siden flyttede min mand, vores store søn Hektor på nu 6,5 år og jeg ud af byen og ind i et gammelt 60’er-hus, som vi er i gang med at istandsætte. Vi er begge arkitekter og forelskede os i husets arkitektoniske potentiale og den skønne, frodige have, der indrammes af de gamle trævinduer med store ruder uden sprosser"
“Da vi fik Hektor var jeg 28 år og boede i byen. Dengang havde jeg konstant følelsen af at gå glip af noget under min barsel - som om verden omkring mig susede forbi, mens min egen stod stille.
Det har været en kold vinter og den sidste måneds tid har haven været hvid, gækket af sne. Nu er sneen erstattet med vintergækker og erantis som spæde tegn på forår”

“Her har jeg - ovenpå en hård graviditet og trods en baby med kolik - fundet en langsommelighed. En tilladelse til bare at være i tiden nu, uden hele tiden at skulle noget andet. Når man har et større barn, går dagene pludselig hurtigt og jeg bliver stimuleret på en anden måde end ved første barsel.
Jeg ved, hvor hurtigt tiden går. Og selvom det også er benhårdt - og uden søvn - er det en magisk tid. En tid, man aldrig får tilbage”
“Jeg har aldrig før haft en have. Jeg er vokset op i Indre København og troede aldrig, jeg skulle forlade byen. Men det skub, min mand gav mig, har vist sig at være en kæmpe gave til min krop og sjæl.
Jeg finder ro i stilheden. En tryghed og en stille nostalgi i rammerne af et hus, der minder mig om mine bedsteforældres og min barndom der.
Naturen omkring mig sætter alting i perspektiv og trækker mig væk fra verdens uro. Når jeg kigger ud på det gamle birketræ, der står og danser døsigt i vinden, fyldes jeg af respekt. Det træ - sammen med sine naboer - har stået her dobbelt så længe, som jeg har levet. Jeg føler mig beæret over at være blevet dets ejer”

“Nu er foråret kommet, og jeg ser frem til at skulle være en masse udenfor i den friske luft. Jeg håber på at skabe barndomsminder for Hektor og Filip i disse rammer, hvor vi - over tid - istandsætter huset ud fra vores behov og med respekt for dets tid.
På den måde er min barsel også en perfekt mulighed for at mærke efter, hvad der føles rigtigt at gøre her - Observere hvordan lyset falder på forskellige tidspunkter af dagen, hvordan vi bruger rummene, hvor det er rart at være, og hvad der kunne være godt at optimere eller tilføje”
